Lulu sad på sengekanten forstenet som en statue. Om hendes stilling var tøset, moden eller elegant havde hun ingen anelse om. Der var intet at spejle sig i. Hun kunne klart fornemme de tunge og heftige hjerteslag. Som om de gav genlyd i rummet. Det ene sekund fyldtes hun af uendelig mange tanker, det næste sekund var hun tankeløs. Hun var uden tårer, mens hendes øjne var glasklare. Læberne var ligesom små indtørrede stykker steg. Det lange sorte hår skinnede og snog sig smukt ned langs hendes skuldre. Ellers var hun bar. Hendes tøj lå sirligt på skrivebordsstolen og ventede tålmodigt på at blive taget op og mærke hendes duft og få lov til at varme det skrøbelige hjerte.

Hvad tænker du på? Det havde han så tit spurgt hende om. Hun havde bare fundet på ord for at holde ham hen. Ikke alle ord er for alles ører. Det vidste hun bare. Hun havde fra tid til anden haft lyst til bare at fylde rummet op med alle de usagte ord. Men det kunne hun jo ikke.

Hun kunne registrere trin på tappen. Om skridtene ville nå hendes dør var hende uvist. Hun kunne jo ikke bevæge sig. Kom de ind til hende, måtte de tage hende, som hun var. Hun følte kulden nu. Måske, det føltes sådan at være død? Det fandt hun vel ud af en dag.

Han havde ellers været sød ved hende, da de mødtes tilfældigt ude i den store nåleskov. Eller var det tilfældigt? Er noget i det hele taget tilfældigt? Det havde hun tit filosoferet over. Blev han sendt til hende, som alle de andre ting? Ingen havde kunnet svare hende på dette, men hun var måske heller ikke i den grad knyttet til ingen?

Skridtene gjorde lydløst holdt lige udenfor hendes dør. Håndtaget så ligesom bare passivt til. Hun følte pludselig sult som efter sine uendelige lange skovture. Som om noget trak i hendes navle indvendig fra. Bare et sidste måltid, så skulle det hele nok gå. Gå som det jo plejede.

Hvorfor går du rundt herude alene?, havde han spurgt hende. Det skulle han slet ikke spørge om. Hun talte da ikke med fremmede. Men hans insisterende blik, havde fået hende til at svare. Hun havde fundet på et passende svar, som han åbenbart havde set sig tilfreds med.

Kom ind eller forsvind for altid! Der lød ingen svar fra skridtene. Ingen svar, hvorfor fik hun aldrig svar?

Han havde taget blidt fat i hendes venstre arm. Hans hånd var gledet ned og havde strejfet hendes lillefinger. Det havde egentligt føltes rart, men samtidig var hun blevet utryg. Den der dejlige fornemmelse som bare var forbudt, som hurtigt blev forvandlet til et dyr, der opdager sin jæger. Hun var hurtigt forsvundet længere ind i den trygge skov. Hun havde ikke set sig tilbage. Hun havde været fokuseret på at finde sin helle.

Hun havde allermest lyst til at løbe hen ad det kolde gulv og åbne den tavse dør. Men hun kunne ikke. Kroppen adlød ikke hendes tanker. Og nu frøs hun endnu mere. Hendes negle virkede blålige nu. Tavsheden larmede i hendes hoved. Hvem var det? Hvad ville det?

Lige der! Hendes træ. Hun havde mærket det tunge åndedræt, der ebbede ud. Hun havde da ikke villet nogen fremmede. Det havde da kun været hendes sti. Så med et, havde hun hørt langsomme faste skridt. Det er uvirkeligt! Det sker ikke det her! Det havde aldrig været en del af hendes drømme, eller havde det? Hun havde vendt sig som i snegletempo, og hun havde set direkte ind i øjnene på ham. Hans øjne havde smilet til hende, mens han denne gang blidt havde snoet sin ene pegefinger ind i hendes blanke sorte hår. Hvad ville han? Hvad var meningen? Hendes ord havde låst sig fast i hendes hals, som om der havde sat sig en prop mellem den og tankerne.

Nu kunne hun høre et sagte åndedræt, der ikke var hendes eget. Lyden varierede, så det lød som en melodi. Kendte hun ikke den melodi? En melodi fra en svunden tid, fornemmede hun. Nu vidste hun ikke, om hun skulle le eller græde. Pludselig kom det hysteriske op i hende, og hun kunne ikke stoppe med sin højlydte kluklatter. Så stoppede melodien, og hun sad igen lydløst, mens hun mærkede kulden og hårene, der rejste sig på sine arme.

Du skal ikke være bange, nærmest hviskede han, mens han syssede på hendes tavshed. Hvad var der lige sket med hendes krop? Den følelse havde været ny for hende. Jeg hedder Jacob, havde han fortalt i et blidt stemmeleje. Og du? Hvorfor spurgte han om det? Det var hendes navn og ingen andens! Hvad bildte han sig ind bare at komme så tæt på! Det havde været grænseoverskridende for hende. Hun havde ikke kunnet lyve, for det må man ikke! Med hendes spinkle stemme fik hun fremstammet et Lulu. 

Hun holdt det ikke ud længere. Tårerne løb lydløst ned ad hendes magre kinder, fulgte halsens vej og vædede hendes ene bryst. Så var melodien der igen. Der var pludselig liv i håndtaget. Slowmotion, som om døren kæmpede imod. Døren, der var på hendes side. Hold ud dør! Det var som om den massive dør, hørte hendes bøn. Dejligt, der endelig er en på min side, tænkte hun. Men med et forvandledes den slowmotion til fastmotion. Døren knaldede med et brag ind i hendes store intetanende porcelænsvase, der havde stået der på gulvet i sin egen drømmeverden i umindelige tider.

Du er min perle, havde han smilende sagt på en besynderlig smuk måde. Hvad fablede han om? Hun var Lulu og da slet ingens perle. Du må hjælpe mig du smukke perle, havde han bedt hende. Som i trance var ordet ja kommet ud af hendes mund. Og nu kunne hun ikke tage det tilbage! Et ja er et ja, hverken et måske eller et nej. Du må føre ordene videre. Vil du det?, havde han spurgt så venligt, at hendes hjerte også havde sagt ja. Han er jo slet ikke farlig. Hverken som ulve eller som min….Bjørn.

Du må følge mig til mit sted. Væk fra din sti. Der lyser og varmer glæden. Han havde taget hendes hånd i sin, og hun var fulgt med. Med til hans sted. Pludselig havde de stået der midt i lyset og varmen, og hun var blevet fyldt af glæden. Så smukt. Den smukkeste drøm i hendes liv. For det kunne jo ikke være virkeligt?

Han havde læst hendes tanker; hvad er virkeligt og hvad er uvirkeligt? Er det ikke dig, der ser? Er det så ikke også din virkelighed? Han havde pludselig set så smuk ud. Lyse krøller og funklende øjne. Og hans mund. Hans mund havde set så  indbydende ud, som hendes yndlingsdessert. Ej, nu må det stoppe det her, havde hun tænkt, mens ordet stoppe faktisk havde flydt ud af hendes mund. Stoppe? Det er slet ikke begyndt endnu, havde han sagt, mens han intenst havde iagttaget hendes bløde læber. Nu var der pludselig dukket minder op i hendes hoved. Hun havde husket. Jeg kender jo Jacob. Jeg har mødt dig mange før. Nu havde han nynnet den melodi; ja vi har min perle.  Hun blev fyldt af irritation. Hvorfor tale i gåder? Jeg forstår ikke?

Med hans hånd i sin var hun blevet ledt gennem en blomsterduftende dal, der havde set venligt ind i hendes indre. Trygheden. Den havde hun endelig følt. Var det her, hun fandt det, hun altid havde søgt? Var det her svarene lå? Du må berede dig på, hvad der snart vil komme, havde han sagt med et fast blik. Det lyder farligt. Tør jeg det?. Kan jeg det? Måske, det er bedst at vende om nu, inden det er for sent? Det havde trykket i hendes hoved, og hun havde set så mange skrækscenarier. Hvis hun nu aldrig kom tilbage? Hvis det var slemt? Hvis hun endnu en gang blev såret? Hvorfor er det altid mig? Hvorfor kan I ikke bare lade mig være? Jeg magter ikke at møde mere ondt. Magter ikke flere løgne og bedrag. Overlever ikke flere af disse opgaver. Sæt mig fri nu…giv mig fred…

Lille smukke perle, du skal fortsætte. Frygt ikke. Frygten giver du selv liv. Bekæmp den, og du vil se. Det kunne han jo sagtens sige. Han kendte hende jo ikke rigtig. Og selvom hun fortalte ham det hele, så ville han ikke kunne forstå. Ingen…den ingen igen…ingen vil kunne forstå mig.

Nu havde de begivet sig op ad et frodigt bjerg, og hun havde kunnet fornemme, at de snart ville være tæt på dens tinde. Hun havde sluppet hans hånd. Havde kigget dybt ind i hans sjæl og var på den ene side blevet fyldt med roen. Den ro, hun havde søgt efter hele sit liv. På den anden siden havde hun følt sig som en forræder. Som om hun bare var løbet fra sit ansvar.

Så havde hun ladet sig trille ned ad bjerget, mens hun fyldtes af vidunderlige dufte – naturens rene dufte. Hun havde svagt hørt hans kalden, men hun havde ikke kunnet. Han må have misforstået noget, havde hun tænkt. Det kan jeg ikke det her!

Hun havde ikke haft nogen fornemmelse for tid. Havde først registreret den, da hun var nået hjem igen. Hvad hun skulle hjem til, havde hun ikke vidst. Slet ingenting havde hun vidst. Det havde været som om, hun med et trylleslag var blevet sendt tilbage til sit værelse. Hendes værelse, som hun sjældent havde lukket nogen ind i. Bjørn som havde været den eneste, der havde fået lov til at se hendes værelse. Bjørn, der havde fået hende til at lukke den massive dør op……

Hun havde lynhurtigt fundet et sæt rent tøj frem og havde lagt det på skrivebordsstolen. Så havde hun taget sig et langt varmt bad. Hun havde skrubbet sig som en gal for at blive ren. Hun havde tørret sig omhyggeligt med det store lyseblå håndklæde, som hun næsten ikke havde kunnet gøre sig fri af igen. Så var hun gået hen til sengen.

Skår ud over hele gulvet. Skår, der havde snittet forbi hendes ansigt og det skår, som ramte hendes våde bryst. En svag blodstrøm nærmede sig hendes navle.  Smerte, der hurtigt blev bedøvet af kulden. Hun så hen mod døren og så ingen. Melodien. Den lød nu tæt på hendes venstre øre. Med ustyrlige fagter forsøgte hun at slå den ud af rytme, men forgæves. I stedet blev tempoet sat op og ligeså styrken. Nu så højt, at det føltes som fyrværkeri. Og kraften sendte hende med et hårdt slag ned i dynen. Nu lå hun blødt der i larmen. Jeg vil ikke mere. Jeg kan ikke mere. Du må ikke. Aldrig mere. Jeg lover dig, at jeg holder min del af aftalen. Jeg lover…

Så blev der helt stille. Hun rejste sig op, tog puden og tørrede brystet og nedefter. Den røde pude….

Tøjet, der bare havde ligget der i venteposition, fik nu lov til at varme hende. Dufte hende. Hun duftede dejligt af blomsterengen, der står i flor. Hun vidste, at der nu ikke, aldrig, ville være nogen vej udenom. Ud på stien og bare følge den. En nødvendighed i hendes virkelighed og slet ikke nogen drøm. Og Bjørn skulle med. Den farlige Bjørn, som hun frygtede så meget. 

Hun lod skår være skår og gik gennem den åbne dør ned ad trappen. Der var stille og slet ingen bevægelser i huset. Hun gik gennem yderdøren og fortsatte ud på den kolde mørke vej. Godt, hun havde husket af få sine travesko på, for hun begav sig nu afsted derud. Ud til Bjørn….

Bjørn, Bjørn, råbte hun, mens hun dannede en tragt for munden med sine spinkle hænder. Hun hørte bevægelserne, der kom tættere på. Blade, der hvirvlede op, som om de blev slået på med piskeslag. Hvad vil du nu dit ækle pigebarn? Hvad fanden laver du nu herude? Har jeg ikke sagt, at det bliver værst for dig selv, hvis du ikke lader mig være? Han stod bare der og så truende ud med sin beskytter i sin hånd – sin økse.

Hun måtte ikke græde nu. Hun måtte bare ikke. Hun vidste godt, at charme og smukke ord ville prelle af på ham. Tænk hurtigt. Tænk hurtigt! Så væltede det ud af hende på den hårde måde, som hun hadede så meget ved ham. Du stopper bare nu! Læg din økse fra dig! Du bestemmer ikke en skid over mig! Nu gør du, som jeg siger, for ellers bliver det værst for dig selv!

Alt faldt ligesom på plads i hendes hoved. Selv hendes undren var der plads til. Hvor kom det lige fra? Var det mig?

Nu poppede de billeder op igen. Bjørn, der var så venlig overfor hende. Han var dukket op af det blå den dag i skoven. En mand med mange ar på sjælen. Han var så blød som en pude, når han ville have noget. Hun lyttede den gang. Lyttede til, hvor hårdt og urimeligt hans liv havde været. Hvordan han blev svigtet som barn. Hvordan han sidenhen var blevet svigtet at kvinder. De kvinder, han i sin naivitet havde elsket. Han havde været glad for Lulus besøg. Hun havde givet ham tryghed. Hun lyttede og forstod, og vigtigst af alt, så dømte hun ham ikke. Han havde også kysset hende og vist hende dét, som han mente var elskov. Hun havde elsket det nærvær. Det havde været dejligt, at han havde vist hende tillid, at han havde åbnet sig op for hende og fortalt ting til hende, som han ikke havde kunnet tale med andre om. Hun følte sig beæret. Hun følte, at for ham, kunne hun gøre en forskel. Hjælpe ham på rette vej.

Men puden forblev ikke blød. Det erfarede hun flere gange. Han sårede hende, men han kunne jo ligesom ikke gøre for det, havde hun tænkt. Hans sind var i vildrede på grund det, han havde med sig i bagagen. Hun havde fortrængt den sorg, han pådrog hende. Havde undskyldt hans handlinger, fordi hun kunne se det smukke rene barn i ham.

Tredje gang blev ulykkens gang. Det føltes som en blanding af sorg og lettelse. At båndet blev klippet, ville give hende friheden til at bruge sine energier på noget eller nogen, som virkelig betød noget for hende. Samtidig betød det også et farvel til en af hendes drømme, og det havde gjort hende bange. Turde hun nu aldrig drømme mere? Var drømme bare utopier? Han var farlig både for sig selv og andre, det vidste hun. Og ham elskede hun….

Han lagde øksen fra sig og stirrede tomt på hende. Du skylder mig det her, sagde hun med en bestemt stemme. Hun rakte ud efter hans hånd, og uden protest lod han sig føre med hende.

De gik længe og tavse sammen til stedet, der lyste og varmede. De gik gennem den blomsterduftende dal og besteg sammen det frodige bjerg. Så stod de ordløse der på bjergets tinde. Så smukt her er, fremstammede han. Ja, sagde hun blidt, mens hun gav ham et kys på kinden. Det er her, jeg hører til. Jeg har fundet mit rette sted. Hendes øjne lyste af lykke, og hun kunne se hans oprigtighed nu. Det var dét, han ønskede for hende.

Han slap hendes hånd og gik et skridt tilbage, og han faldt…

Hun så de slag, han fik på vej ned ad bjerget, men det gjorde hende ikke ondt, for hun vidste….vidste, hvad der ville ske.

Han rejste sig dernede og gik uskadt videre. Hun så, da han gik op ad bjerget på den anden side. Hun var ingen forræder, og han var ikke længere farlig – han havde fundet sin egen tinde.

En gang måske om hundrede år mødes vi på en helt tredje tinde. Hundrede år vil blot føles som et splitsekund – det vidste hun bare.

Med et smil på læben og en forløsende fornemmelse i kroppen iagttog hun solens stråler. Hun så intet andet end himlen. Himlen, der ligesom på en indbydende måde ledte hende vej. Solens stråler havde blændet hende, så hun fulgte nu blindt den vej, hun blev ledt hen til.

Pludselig mærkede hun sagte strejf af vand på sin pande. Det føltes svagt kølende, og hun kunne nu se vejen, som hun gik på. Hun fortsatte undrende. Hvad ville hun møde?

Efter at have vandret uden fornemmelse for tid, blev hun utålmodig. Hun følte pludselig, at hun befandt sig på uendelighedens vej. Ind imellem stoppede hun op og så sig omkring.

På sin vej så hun en familie, der sad omkring et bål. To yngre børn nynnede en melodi. Den melodi, som tidligere havde plaget hende. Den melodi, som havde ramt hende så hårdt, at hun havde måttet forlade sin ellers trygge base.

Hendes nysgerrighed fik overtaget, og hun gik hen mod bålet. Det blev varmere og varmere. Snart stod hun helt derhenne. Der var ingen, der kiggede op. Hverken moren, der sad og ammede samtidig med, at hun rodede i bålet med en kæp, som hun holdt fast mellem begge sine ben. Heller ikke faren, som skiftevis enten så ind i bålets gløder eller slog en større dreng over ryggen, som lå fastspændt over hans skød. Når der var pause i slagene, slappede drengen af, før de næste slag kom. Hele tiden var han lydløs. Det gjorde ondt på Lulu – hun mærkede hvert et slag. Hun havde allermest lyst til at tage kæppen fra moren og slå faren så hårdt, så hun kunne blive fri af smerten.

 Lulu rømmede sig. Stadig ingen reaktion fra familien ved bålet. Kan jeg hjælpe med noget?, spurgte hun forsigtigt. De så hende ikke. Hun satte sig ved siden af de to yngre børn. Melodien hørtes nu endnu højere. Nu så højt, at hun måtte holde sig for ørerne. Hvad er det for en melodi?, spurgte hun de to. Intet svar. De så hende ikke.

Lulu rejste sig og fandt en kæp lidt væk fra bålet. Hun ville rode lidt op i gløderne. Det må da kunne få dem til at kigge på mig. Men intet skete, udover de monotome handlinger familien ved bålet foretog sig.

Så er det ikke her, jeg skal være, tænkte hun og forlod bålpladsen. 

Hun følte sin sult igen. Jeg må bare have mad nu, ellers slutter min vej!

Nu kunne hun se en stor bygning i det fjerne. Jo nærmere hun kom, jo mere tydligt blev det for hende, at hun var på vej mod et slot. Et slot fyldt med glæde.

Hun blev hilst velkommen, da en skare kom mod hende. Som om, hun var ventet. De kan i det mindste se mig, så er jeg stadig levende.

 Ja, selvfølgelig er du levende, smilede en ung mand med lyse krøller og funklende øjne. Jacob! Ja, så mødes vi igen min perle, sagde hans med sin indbydende mund. Kom med ind og få noget mad, så du kan klare vejen. Han tog sin hånd i hendes, og hun fulgte ham.

De kom ind i en kæmpe forhal, der var oplyst af de skønneste farver. Der var meget roligt, selvom der gik mennesker ind og ud derfra. Alle med smil på læben.

Hun blev ledt hen til en stor sal. Der var dækket op ved et mange meter langt bord. Dækket op med det fineste sølvtøj, man kan tænke sig. Væggene var prydet af store malerier, der alle var billeder af den smukke natur. Der hang ingen lysekroner, som kronen på værket. Der var levende lys overalt. Ej, det er for pladder romantisk det her! Skulle jeg så lige være den forsvundne prinsesse, som blev fundet af prinsen? Det er for meget det her! Jacob smilede, mens hans tankelæser evner kom op i ham igen; Hvad er for meget for dig? Drømmer du ikke om det smukkeste i verden? Er det bedste ikke godt nok til dig?

Hun satte sig ned ved det enorme bord. Hun var jo sulten. Det kunne vel ikke skade med overfloden fra de riges bord? Måske det virkelig smagte mageløst? Hun tog for sig af det store overflødighedshorn. Mon hun spiste pænt nok? Hun brugte da kniv og gaffel! Straks hun var færdig med én ret, blev hendes tallerken erstattet af en ren tallerken. Der vimsede tjenere rundt om hende konstant. Som om de vogtede hende, så hun kunne smage den rene forkælelse.

Jeg orker ikke mere Jacob. Det her giver mig slet ikke ro. Jeg er så fyldt, at jeg er ved at kvæles….både i mad og opmærksomhed.

Er du da parat til at tage videre min perle?, spurgte Jacob, mens han aede hende blidt på den ene kind. Det ved du jo. Du ved mere end mig, det ved jeg, smilede Lulu tilbage.

Mæt og træt blev Lulu fulgt ud af slottet. Hun gik. Bare gik uden at se sig tilbage. Ud på sin videre vandring, som nu virkede formålsløs for hende.

Det hele virker som ét fedt, fordi jeg kun kan se uendelighedens vej. Er mine drømme i virkeligheden én stor utopi?

Et sted på sin vej fandt hun en sten. Hun kastede den som for at ramme sit mål, men pludselig lå den igen for hendes fødder. Hun sparkede til den og fortsatte.

Endelig blev det mørkt, og hun lagde sig i en grøftekant og begyndte at drømme om vejen.

Tusinde farver i mørket. Er det livets fyrværkeri?

Hun blev blændet af det kraftige lys og måtte tage sine solbriller på. Nu smertede det ikke så kraftigt i hendes øjne, men hun kunne intet se.

Hun strakte sig, endnu en dag. Hun begav sig afsted på ny. Alt var så klart, men hun kunne stadig kun se uendeligheden.

Pludselig stod der en lille dreng foran hende. Kender du vejen?, spurgte han venligt. Vi kan da følges ad, svarede hun ham med optimisme i stemmen. Han var meget træt og ville bæres, så hun tog ham op på skuldrene. Måske han kan se længere deroppe fra!

Efter en tid ville han ikke længere den vej. Han ville hellere ind på en sidevej, og han ville have hende med. Nej tak lille ven, sagde hun med tristhed i stemmen. Jeg vil følge vejen….

Han vinkede tilbage og råbte vi ses. Sådan noget pjat, tænkte hun; vi går jo to forskellige veje!

Hun fortsatte igen på egen hånd sin vandring mod det uvisse. Hun gik længe. Ingen følelse af ømhed i kroppen. Kun tomhed og helt i sin egen verden. Helt alene, til hun pludselig hørte en kendt stemme. Velkommen til min sidevej, en sidevej som alle andre sideveje, sagde den lille dreng, mens han kiggede op i hendes øjne. Hvad bilder han sig ind? Dette ér vejen til uendeligheden! Hun iagttog ham på en stilfærdig måde. Han smilede og fortsatte; vi kan følges, så kan du selv se.

De fulgtes ad. Efter et stykke tid udbrød han pludselig se. Hun kunne virkelig intet se. Hvad skal jeg se,? spurgte hun undrende.

Han bad hende lukke sine øjne, hvilket hun gjorde. Kan du nu se,? spurgte den lille dreng. Ja, nu kan jeg se, svarede hun med fryd i stemmen. Jeg vil følge dig, smilede han glad. 

Han tog hendes hånd i sin, og de begyndte at gå. Indimellem følte hun sig fristet til at åbne sine øjne og bare gå selv, men straks kunne hun intet se.

Nu ved jeg, at han altid vil være min følgesvend på livets vej!

Hvad ligger du her for? Ved du ikke, at der findes mange farer her? Rejs dig nu op og kom videre i en fart!

Den stemme kendte hun. Hvad laver han her? Han skulle jo bare lade hende være! Han skulle ikke bare komme her og tage hendes drømme fra hende!

Udover sit dyriske blik, var der noget forandret ved ham. Øksen var udskiftet med et glinsende svær. Ja, jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd….

Det er bare ikke sandt det her. Er det en drøm i drømmen? Hun kneb sig hårdt i armen og udstødte et smertens suk. Hun følte sin gamle smerte. Hun følte det åbne sår i sit hjerte. Det blødende sår, som bare ikke ville hele. Hun blev gal, og hun fik lyst til at slå ham. Tage det smukke sværd fra ham og stikke det ind i hans hjerte, så han kunne føle samme smerte. Men hun kunne jo aldrig gøre sådan noget. Hun var jo på vej et andet sted nu. Og de ville mødes en gang på den vej, der var fyldt af renhedens hjerte. Så naiv Lulu. Vågn dog op af din Tornerosesøvn! Han kan jo ikke. Løfterne er for tung en byrde for ham at bære. Han må lære det på den hårde måde….han kunne jo ikke lære det på den blideste og kærligste.

Hun rejste sig fra grøftekanten. Hun var beskidt og det blanke sorte hår var nu uglet og stridt. Hun følte sig ikke smuk. Hun var tom indeni. På samme tid følte hun intet og dog så meget.

Hun lukkede sine øjne og gik. Hun ville ud for at finde melodien…..

Der var engang en mus, der boede i et hus – i Bælum. Nu var det sådan, at den her mus ikke var nogen Hr Hvem som helst. Godt nok foretrak den ildelugtende oste med huller i. Og selvfølgelig var dens evige fjende husets kat, den altid forstoppede Trunte. Næh, det helt specielle ved musen Palle var dens møde med Julemanden.

Det hele begyndte, da Palle endnu ikke havde opdaget de dejlige hullers eksistens. Hans nysgerrighed havde dog allerede da betydet de første store undvigelsesmanøvrer  i mødet med føromtalte Trunte. Og netop i den forbindelse skete der noget meget mystisk. For da Trunte, efter en god jagts tid, slog sin pote med så kraftigt et slag ned over den stakkels Palles hale, at der hvirvlede en støvsky på mindst en meter op i luften, ville det for en udenforstående have betydet Palles farvel til denne verden. Men sådan gik det slet ikke.

For da støvskyen hvirvlede op, faldt der ganske enkelt noget ned. Og dette noget landede som et net nedover den intetanende Trunte, der i forskrækkelse gav et højlydt hvin fra sig, mens den sprang af sted i en rasende fart. Lige ved siden af Palle, der mirakuløst endnu var i denne verden, og bestemt ikke alene, lagde dette noget sig.

Palle fik ikke ligefrem julelys i øjnene. Men nysgerrig var han, så det uidentificerede objekt blev undersøgt på kryds og tværs. Og hvilken oplevelse han fik!

Da Palle stak hovedet ind i dette noget, blev han helt opslugt af det mørkeste mørke. Lidt efter anede han et lys ligefrem for snuden.  Da han forsigtigt begav sig hen imod lyset, kom han først ind i en lang gang, der var oplyst af funklende stjerner i alverdens farver. For enden af gangen blev han mødt af den skønneste sang. Og dér blandt den syngende skare trådte en meget venligt udseende person frem. Skønt Palle var skeptisk – skulle han stikke af? Eller skulle han blive? – vandt hans nysgerrighed som sædvanlig over ham. Det var en mand, kunne han se. Helt som gamle Hr Jensen hjemme i Bælum så han nu ikke ud. For ham her var overvejende klædt i rødt. Og hans lange skæg var så stort, hvidt og rent, at Palle tænkte, at det måtte være det perfekte sted til en muse rede.

Velkommen til Nisseland, lød det venlig fra manden, hvorefter han satte Palle, der næsten ikke trak vejret, op på sin højre skulder. Jeg er julemanden, og dette er alle mine nissebørn, sagde han hurtigt, idet han pegede på den syngende flok, der nu sang så svagt, at det ikke ville kunne høres af et menneskeøre. Julemanden fortsatte: Vi har allerede meget travlt, selvom der endnu er tre måneder til juleaften. Hver eneste dag får vi sækkevis af ønskesedler fra børn i hele verden. Du kunne måske tænke dig at se vores værksted lille mus?. Palle var i al fald ikke nogen lille mus, hvilket han fornærmet gjorde opmærksom på: Jeg hedder Palle. Palle, sagde Julemanden. Ja, det er sandelig også et udmærket navn.

Julemanden åbnede nu en stor tung port. De kom ind i den kæmpe sal, hvorefter porten lydløst lukkede sig bag dem. Palle havde overblik over hele hallen oppe fra Julemandens skulder; og hvilken aktivitet!

Helt bagest i hallen kunne han skimte et afslukke, hvorfra der kom den skønneste duft af nylavet risengrød. Nu kunne han se Nissemor komme frem fra aflukket. Hun gik først forbi ønskenisserne, hvis opgave var at læse alle børnenes ønskesedler. De stod ved et kæmpemæssigt ovalt bord, der  konstant var i bevægelse. Bordet var udformet således, at ønskesedlerne lå spredt yderst på bordkanten, og den midterste del af bordet var fyldt med huller, hvori ønskesedlerne blev sorteret. De faldt så ned i sække under bordet under hvert ønskehul. På sin vej krammede hun en legetøjsnisse, der netop havde hentet en sæk med Pokemon legetøj. Herefter stoppede hun op ved selve Pokemonværkstedet, hvor legetøjsnisserne sad på rad og række ved det længste bord i hele Nisseland. Ja, sagde Julemanden, som om han var tankelæser. I år er Pokemon den mest ønskede julegave. Palle tænkte, at det måske ikke var så dårligt af få sådan et par stykker med hjem – bare sådan for at holde Trunte lidt på afstand.

Det er jo enormt, tænkte Palle, idet han søgte at få hold på alle indtrykkene. Legetøjsnisser, der gruppevis lavede alverdens legetøj. Tekstilnisserne, der ligeledes i grupper, fabrikerede de smukkeste klæder, han havde set.

Nu vinkede Nissemor til Julemanden og råbte meget højt et eller andet om smør. Palle hørte ikke rigtig efter, for nu havde han fået øje på Pakkenisserne, der uden så meget som at blinke med det ene øje, forvandlede julegaverne til pakker i de smukkeste farver, man kan tænke sig. Nu var Nissemor kommet gennem den enorme hal. Dog kom hun til at sparke til en blyant, der åbenbart tilhørte en Rutenisse, for hun gik hen til et kæmpemæssig verdenskort, der var bredt ud på gulvet. Rundt omkring kortet sad alle Rutenisserne og diskuterede højtlydt, hvilken rute Julemanden skulle følge i år. Hver gang de fik ønsker fra et nyt barn, måtte de lave om på ruten. Så de ville være beskæftiget lige til julemorgen.

Nu var Nissemor kun få skridt fra Julemanden og Palle. Hun smilede både med mund og øjne, da hun fik øje på Palle. Er det vores redning”, nærmest jublede hun, imens hendes øjne sendte Julemanden et bedende blik. Jeg håber det, svarede Julemanden, idet han tog Palle ned fra sin skulder og satte ham i sin højre håndflade, hvorefter han fortsatte: ”Nu skal du høre Palle. Vi vil høre, om du vil hjælpe os”. Palles ører spidsedes, og med undrende øjne kiggede han på den store Julemand, som havde bedt ham, lille Palle, om hjælp.

Ser du, begyndte Julemanden. Vi er snart ved at løbe tør for smør. Det kan højest strække ni dage endnu. Ris har vi nok af, det er ikke noget problem. Men hvis vi her i Nisseland ikke får smør til vores risengrød, vil vi ikke kunne være glade. Og du ved, at vi skal være glade for at kunne sørge for, at alle børnene får julegaver juleaften. Det ville være katastrofalt, hvis vi måtte skuffe børnene.

Jo – det kunne Palle da godt forstå, men helt hvordan han skulle løse problemet, var han nu ikke klar over.  Men det skulle han såmænd ikke tænke over i særlig lang tid, idet Julemanden forklarede: Vores smørlager holder altid i ti år, hvorefter vi skal skaffe et nyt. Vi kan ikke bruge hvilken som helst slags smør, skal du vide. Det skal nemlig komme fra en bestemt by – og hvilken afgøres helt og holdent af, hvilken by vi er kommet til i alfabetet. Denne gang er vi kommet til Bælum. Det er ingen tilfældighed, at valget faldt netop på dig Palle. Du er nemlig den eneste husmus i hele Bælum, der endnu ikke har udforsket de fantastiske ostehuller, hvilket betyder, at du er den eneste, der kan hjælpe os.

Og hvad gik det hele så ud på? Jo – for det første skulle Palle tage tilbage til Bælum, Hr Jensen, Trunte og så selvfølgelig gårdens eneste malkeko Marna. Opgaven gik nu først og fremmest ud på at være tilstede i laden, når gamle Hr Jensen skulle malke Marna.  Helt så let blev det nu ikke, fordi Trunte ustandselig jagtede Palle. Men selvfølgelig skulle Trunte holde sin forstoppede mave ved lige med rester fra Hr Jensens middagsbord, og det blev netop Palles mulighed for at slippe ind i laden. Herefter var hans opgave at holde øje med Hr Jensen og mælkespanden. Så snart spanden var fuld, og Hr Jensen så til anden side, sprang Palle op på spandens kant, dyppede halen tre gange i den nymalkede mælk, hvorefter han hviskede:

”I hver en nissehue lille som stor, findes en nisseverden, hvori Julemanden bor”.

På én gang forvandledes den gode mælk i spanden til den mest gyldne smør, man kunne tænke sig. Hr Jensen tog fat om spandens hank, kiggede på Palle, der endnu sad på spandens kant, nynnede fornøjet, men han med spand og Palle gik ud af laden. Han gik lidt rundt udenfor laden for til sidst at stoppe op ud for en rød hue med en hvid kvast. Han bukkede sig ned, tog huen op og fyldte den forsigtigt op med smøret fra spanden. Da den var helt fyldt op, tog han spanden med sig og gik ind igen.

Nu sad Palle ligeså stille ved siden af den røde hue og så, hvordan smøret langsomt forsvandt. Til sidst lå kun den flade hue tilbage på jorden. Han snusede lidt til den, hvorefter han trak den med sig ind i huset, da Hr Jensen i et kort øjeblik havde glemt at lukke døren. Palle gemte huen oppe på loftet, så Trunte ikke kunne få fat på den.

Det var ved at blive aften, og Palle var efterhånden blevet småsulten, hvorfor han forsvandt en tur ned i køkkenet og ind i spisekammeret. Dér lige på fjerde øverste hylde, kunne han lugte, hvad han nu for første gang skulle sætte tænderne i – nemlig en saftig ildelugtende ost med huller i.

Siden hen huskede Palle at tage den røde hue med sig overalt, i fald han skulle møde en mus, der endnu ikke havde udforsket de fantastiske ostehuller. For du husker nok de magiske ord:

”I hver en nissehue lille som stor, findes en nisseverden, hvori Julemanden bor”.