På den skrantende bænk sad den underskønne Dorthea. Fuglekvidder og børnelatter fyldte haven, mens muldvarpen lystigt muntrede sig med at iagttage dem alle fra sine forskellige udsigtsposter.

Hun så slet ikke træet, der var ved at gå ud
   Hun tænkte bare på Knud
   Hvordan mon han så ud
   Rar, var hendes bedste bud
   Og da slet ikke nogen gud

Så stod han pludselig der
   Med møgbeskidte tæer
   Og hun kunne ikke lade vær'
   Med at tænke på, om han var sær
   Og om bænken kunne bær'

Men han satte sig da ned
   Spurgte, hvad hun hed
   Hun følte sig lidt led
   Ville da ikke gøre ham ked
   Men det var ikke Dorthea, HUN hed

Fortalte ham, at hun var blind
   At hun var i syv sind
   For hun havde mistet sin pind
   Den der kunne vise hende vejen ind
   Så kyssede han hendes kind

Han tog hendes hånd i sin
   Og sagde at den var så fin
   Spurgte; "vil du være min?"
   Hun udstødte et svagt hvin
   Tænkte "bare han var min"

Hun anede intet slemt
   Bænkens vaklen var glemt
   Hun nikkede bestemt
   Det hele virkede så nemt
   Hendes hjerte var opstemt

Måske sidder de i dag på den nye bænk, mens fuglekvidder og børnelatter fylder haven... og mens muldvarpens skud plager naboens have...

Der var en gang en mand, der begyndte at sælge hår. Og han fandt ud af, at det var der MANGE penge i. Han fik bikset sin helt egen salon op, og det strømmede straks ind med kunder fra det ganske land.
   Kvinder solgte her deres lange gyldne lokker for at få drømmen opfyldt om materielle goder, og kvinder, der var godt ved muffen, købte sig nogle lange gyldne lokker, fordi de simpelthen bare måtte. Alle var de glade, når de gik derfra. ALLE gjorde en god handel. Ikke mindst hårmanden.

En dag kom der en kvinde ind i salonen, som havde fortrudt. Hun ville have sine lange gyldne lokker tilbage. Hårmanden var i vildrede. Hvordan skulle han nu klare den? Hun blev i første omgang tilbudt nogle andre lange gyldne lokker, men det afviste hun pure. Hun ville have sine EGNE lange gyldne lokker.

Hårmanden kontaktede så den kvinde, der gik rundt med de lange gyldne lokker. Hun ville naturligvis ikke af med de lange gyldne lokker, som hun havde betalt en formue for. Hun fik tilbudt det dobbelte af, hvad hun havde betalt for dem, men lige lidt hjalp det. Nu vidste han ikke sine levende råd, men kvinden, der manglede sine lange gyldne lokker, inddrog ham i sin plan. Han skulle tilbyde kvinden med de falske lokker nogle endnu smukkere lange gyldne lokker. At de så ikke fandtes, var en anden sag.

Kvinden syntes, at det lød helt fantastisk... og helt uden merpris! Så hun troppede op i salonen, fik klippet de falske lange gyldne lokker af, og sad så pænt og ventede på de absolut unikke lange gyldne lokker. Hun ventede og ventede og ventede. Til sidst gik det op for hende, at hun var blevet snydt.

Nu kunne hun jo have raseret hele salonen, men det gjorde hun nu ikke. I stedet gik hun hen til kassen og lagde en fed check. Hårmanden var et stort spørgsmålstegn. Det eneste, han hørte hende sige, da hun forlod salonen, var: "Tak for mit eget." I samme sekund rejste kvinden sig med sine hjemvendte lange gyldne lokker. Hun gik hen til kassen, lagde de aftalte penge og forlod salonen med et: "Tak for mit eget."

Ja, salonen eksisterer den dag i dag, og den skaldede hårmand lever stadig fedt af lange gyldne lokker...

Det regnede, tordnede og lynede. Tænkte: "Bare ulven nu ikke kommer." Så skete det pludselig. Huset brændte ned og tilbage var kun fundamentet. Regnen drev ned af mit ansigt. Stod bare der, mens jeg gennemblødte.
   Mit bryst blev koldt og mit hjerte slog langsomme men faste slag. Jeg betragtede fundamentet, mens et smil bredte sig i mit drivvåde ansigt. Jeg måtte søge ly under et nærliggende træ. Uvejret forsvandt så pludseligt, som det var opstået. Det var trygt at stå der under træet. Nye muligheder. Alting virkede så frodigt.
   Jeg sov under den åbne himmel denne lune sommernat. Jeg sov trygt på mit fundament. Jeg drømte om det nye hus, som jeg ville bygge. Et smukt hus, hvor det ikke ville trække ind. Et hus helt uden råd. Et hus, der var opgivet af ulve.
   Det tog sin tid. Det var svært at finde de rigtige materialer til den rigtige pris, men så en dag kunne jeg stå under mit træ og iagttage mit smukke hus. Det hus, der ville gøre mig sikker og give mig tryghed.
   Jeg glædes hver dag over mit hus. Især blev jeg glad, da det en dag bankede på min dør. Jeg lukkede op, og du trådte ind. Med din indtræden fyldtes mit hus af varme, glæde og kærlighed. Du syntes straks om det. Jeg var ikke nogen dårlig bygherre.
   Jeg gav dig en nøgle til mit hus og fortalte, at du altid skulle være velkommen. Du tog imod min nøgle og gav mig din.
   Jeg drømmer om, at vi en dag vil deles om én nøgle. Den nøgle til vores fælles hus, der bliver bygget på vores fælles fundament. Vores hus, der er sikkert og trygt, og hvor ingen ulve kan komme ind. Vores hus, der er fyldt med varme, glæde og kærlighed.

Der var engang en dreng, der boede så langt mod nord, som man kunne komme.
   En dag blev han bedt af sine forældre om at pakke en kuffert, for nu var det tid til at forlade de trygge rammer. Det var ham tilladt at tage 3 ting med i kufferten. Han valgte så sine kæreste ejendele; sin allerførste mistede mælketand, sin fløjte og et portræt af sine forældre.

Det første syn, der mødte ham på sin vej, var en gammel munk, der sad på en bænk og snakkede med sig selv. Beskidt som han sad der i sine egne tanker, kiggede han pludselig op på drengen. Han nikkede for at tilkendegive, at der var rigelig plads på bænken. Drengen satte sig ned, og munken sendte ham en venligt tandløst smil. Drengen tog resolut sin mælketand op fra kufferten og gav den til munken, som plantede den i den urtepotte, han sad med mellem sine hænder. Drengen rejste sig tilfreds og gik videre.

Det næste syn, der mødte drengen var en fattig stum pige, der var i færd med at hænge storbondens nyvaskede hvide lagner op på den lange tørresnor. Hun nikkede og gjorde tegn til hans velkomst. Han gik hen til pigen, som gjorde nogle uforståelige tegn, som i drengens ører lød ganske smukt. Han tog fløjten frem og spillede den kønneste melodi, mens den stumme pige dansede mellem de hvide lagner. Til sidst bukkede han farvel og gav pigen sin fløjte.

Nu havde drengen endelig fundet stedet, som han kunne kalde for sit eget. Det var et hårdt slid, men det blev også, som han havde drømt om. Når han om aftenen sad og varmede sig foran kaminen, rettedes han blik mod portrættet af sine forældre. Han gik trygt til ro hver aften og glædede sig altid over den nye dag.

Mon munken den dag i dag sidder på bænken med et blændende tandsmil?
   Mon den stumme pige den dag i dag fylder verden med den smukkeste musik?
   Mon portrættet af forældrene hænger over kaminen endnu?

Se det vil drengen aldrig få svar på. Men at han levede og gjorde en forskel, det er der ingen tvivl om.