Nu, hvor kommunalvalget er overstået, kan man da håbe på, at de mange løfter, der blev givet, bliver indfriet. Alle de tåbelige ting, der på en veldokumenterende måde er blevet fremlagt, sidder vi så
endnu en gang og håber på, vil ændres. Vil de syge få den hjælp, de er berettiget til? Vil de svagest stillede få en sikkerhed for, at fremtiden bliver lysere for dem? Alt handler om prioriteringer, og da vi prioriterer
forskelligt, ja så vil der vel altid være tabere i dette spil? Om vores land så flød med mælk og honning, ville der måske altid være det gab af uretfærdighed tilstede?
Jeg lider bestemt ingen nød,
så som sådan kunne jeg godt klare mig med mindre for at føle en tilfreds i mit liv. Jeg kan klare mig selv – sulter ikke, mangler ikke tøj på kroppen, og jeg bor et dejligt sted. Jeg er heldigvis ikke syg. Faktisk er det
det eneste, jeg frygter..nemlig at blive syg.
Nuvel, vi bor heldigvis i et land, hvor alle har ret til gratis lægebehandling. Det skal vi være stolte af. At nogle så via arbejdsgiverbetalte ordninger kan komme først i køen
via behandling på privathospitaler vidner selvfølgelig om en skævdeling. Det kan signalere, at mennesker i arbejde er mere værd. Altså mere værd for vores samlede økonomi. Der skal tjenes penge, så hjulene
holdes i gang – så der også er råd til at hjælpe dem, der er dårligere stillet. Det må vel være argumentet for, at der er den skævdeling på netop dette område? Men kunne man ikke vende det lidt
rundt og tænke på en anderledes måde?
Hvis nu man forestiller sig, at et menneske bliver syg og må vente lang tid i systemet på at få den nødvendige hjælp, så ville det vel alt andet lige koste
samfundet penge, at det ikke koster penge i dette menneske?
Mister man en del af sin arbejdsevne, så ligger der et udredningsberedskab klar til at gå i aktion, og det er jo positivt. Der er klare procedure, der skal overholdes, og
det lyder fornuftigt, hvis tidrammen også er sat ud fra samme fornuftsbegreb. Da dette i sjælden grad er tilfældet, falder al logik om værdig medmenneskelig behandling helt til jorden. Og ligeledes gælder det samfundsøkonomiske
aspekt. Det handler ikke om, at mennesker skal have i pose og sæk. Det handler om, hvorvidt vi virkelig ønsker at investere i hinanden, og om det i sidste ende koster kassen at lade være.
Det er ulogisk at tænke i økonomiske
kasser, der er uafhængig af hinanden, for det er de jo ikke.
Jeg er blot en simpel skolelærer og slet ikke uddannet økonom, så på det område er der mange ting, jeg ikke ved noget om. Men på min helt egen nede
på jorden økonomiske fornuft, har jeg da en forestilling om, hvordan man slet ikke kan bygge en sund virksomhed op. Og det er her mine tanker om kasse-tænkeri i samfundet, falder fra hinanden.
Hvis noget i en virksomhed ikke fungerer,
så bliver der taget hånd om det med det samme, hvis virksomheden skal overleve. Er det noget maskinelt, der ikke fungerer, så må det enten repareres, eller der må en helt ny maskine til. Dette valg fortages ud fra, hvad der samlet
set bedst kan betale sig for virksomheden. Det samme vil jo gælde for valget af antallet af ansatte, deres effektivitet og lønudgifter til de ansatte. Skærer man ned på antallet af de ansatte og skruer så meget op på forventningerne
om deres effektivitet, at de ansatte ikke kan klare presset, og dermed får flere sygedage, vil det give virksomheden en forhøjelse i udgifterne til vikardækning eller en nedgang i produktionen. Det vil gå udover det samlede resultat
= kassen. Så for en sund virksomhed skal både de maskinelle- og de menneskelige forhold være sunde, for at virksomheden kan være sund.
Hvis nu vi tænker på det offentlige som en sund virksomhed. En virksomhed, som
jo finansieres af de private virksomheder….af det de og deres medarbejdere betaler i skat. Det er vigtigt, at de menneskelige forhold og det maskinelle ligeledes er sundt her, for ellers er det offentlige ikke en sund virksomhed. Det er også her
afgørende, hvor effektiv virksomheden er, for at den stadig kan være sund. Ligeledes er det afgørende, at man tænker i en samlet kasse.
For at være helt konkret vil jeg nævne et eksempel på, hvad der bla.
kan gøre det offentlige usundt.
En borger bliver syg og kan ikke længere passe sit arbejde. Borgeren kommer på syge- dagpenge. I denne periode skal borgeren gennem en hel del undersøgelser, som godt kan trække ud, for
der er jo nedskæringer på sundhedsvæsenet. Der vil være adskillige møder med jobcenteret, hvor man skal hjælpe den syge tilbage på arbejdsmarkedet. Her skal de afvente resultater fra sundhedsvæsenet, og selvom
der, ifølge vores logiske sans som borgere, efterhånden kommer klare resultater tilbage fra sygehusvæsenet, ja så er det slet ikke sikkert, at det er nok for jobcenteret. De kan så kræve flere undersøgelser. Ligeledes
kan sagsbehandleren være blevet skiftet ud op til flere gange under dette forløb, fordi man også har skåret ind til benet indenfor dette område, så en hel del af medarbejderne er gået ned med stress pga. arbejdspresset.
Højst sandsynlig er borgeren nu på dagpenge. Tiden går. Borgeren bliver bestemt ikke mere rask af dette pres, der ligger på vedkommende. Borgeren er forpligtiget til at søge x antal job om måneden – også job,
som borgeren ikke er kvalificeret til enten pga af sygdom eller mangel på uddannelse indenfor området. Borgeren bliver også tvunget til at komme på kurser, som nødvendigvis ikke har nogen kvalifikationsværdi. Noget, der
på ingen måde giver mening..altså lige bortset fra i nogle statistikker, som beviser, at jobcentrene gør deres arbejde godt nok. Kan så ikke lige se, hvad det har gjort godt for borgeren! Stadig syg og uden job, ja så kan
kontanthjælpen så være næste step. Måske får borgeren slet ingen kontanthjælp, fordi vedkommende kan forsørges af sin ægtefælle. Udgifterne til borgeren slutter jo ikke her. Der vil stadig være
utallige møder med kommunen, og måske kommer der andre sygdomme til, så det koster sundhedsvæsenet endnu flere penge. På et tidpunkt kan det være, at borgeren bliver tilbudt et ressourceforløb, hvor det skal vurderes,
hvor meget borgeren reelt magter at arbejde. Alle de undersøgelser, som borgeren har været igennem og de resultater, der gennem forløbet er blevet fremlagt, skal så tages op til en nyvurdering, hvilket afføder nye undersøgelser
– de gamle er jo forældede! Disse undersøgelser kan så forgå sideløbende, mens borgeren afprøves i et jobforløb med henblik på et flexjob. Hvis borgeren nu er så heldig at få bevilget
et flexjob og dermed kan yde noget til samfundet, ja så betyder det nødvendigvis ikke, at det er fryd og gammen. For selvom, der ligger kilometervis af dokumenter på borgeren, ja så er det ikke sikkert, at arbejdsgiveren helt forstår
borgerens problematikker. Alt kan jo ikke ses. Hvis der ikke fra start af lå noget psykisk til grund for den oprindelige sygdom, kan hele forløbet have forårsaget en psykisk overbygning, som kan have indflydelse på, hvor effektiv
borgeren er i sit flexjob. Om den ender der for borgeren, eller der skal en førtidpension til, ved ingen. Det eneste, man kan sige, er, at forløbet har været usundt både for borgeren OG samfundets økonomi.
Hvor vil jeg
så hen med bare dette ene eksempel? Jeg tror på, at man kan spare så meget på det offentlige, at det i sidste ende kommer til at koste kassen. I sidste ende vil det være billigere for samfundet at ansætte flere offentlige
ansatte, så vi dermed kan undgå, at så mange borgere ender på offentlig forsørgelse og dermed koster samfundet rigtig mange penge. Det er hér, jeg mener, at man laver en kolossal fejl. Nemlig, at man indenfor det offentlige
regner i mange forskellige kasser uden at tænke på den samlede kasse. Det er på den baggrund, jeg ud fra min helt nede på jorden økonomiske sans mener, at det offentlige er en usund virksomhed.
Der findes masser af eksempler
på, hvor ineffektivt det offentlige system fungerer. Kunne f.eks. også være Folkeskolen, hvor man laver store klasser, så undervisningen bliver dårligere for den enkelte. At man inkluderer elever i klasserene, som på
ingen måde kan rumme at være der, og som giver både dem og de andre et dårligere skoleforløb. På sigt giver vi ikke vores børn den bedste uddannelse, hvilket er dårligt givet ud i sidste ende, da det jo er
børnene, der er Danmarks fremtid. Der er også de ældre, som vantrives pga. nedskæringer, hvilket koster samfundet penge i form af sygdom, hospitalsindlæggelser og forhøjede medicin udgifter. De psykisk syge, gør
vi det heller ikke godt nok for.
Jeg håber og krydser fingre for, at politikkerne denne gang holder, hvad de har lovet.
I øvrigt, mener jeg ikke, at vi kan være bekendt at mistænkeliggøre dem, der er syge. At vi
i den mærkelige måde vi sparer på, gør dem til de kriminelle. Det er dem, der er ofrene, når vi ikke hjælper dem.
Vi skulle stadig gerne forblive med at være et rigt samfund, der vil det bedste
for hinanden.