Nu, hvor min yngste er flyttet fra reden, og jeg rigtig har tid til at følge med i, hvad der sker indenlands og ude i den store verden, ja så går mine tanker tilbage til min egen trygge barndom, hvor verden så helt anderledes ud. Ikke nok med, at der bliver stillet højere krav rent uddannelsesmæssigt til de unge i dag, ja så bombarderes de også med krav om stillingtagen til så mange andre ting.

Som barn var jeg ikke på på samme måde, som tidens børn er i dag. Ingen stress pga. mobiltelefoner, Facebook og nyheder døgnet rundt. Jeg var aktiv på en helt anden måde der i vores forstad til Århus – ja med bolle å🙂

Vi var børnene fra Blokken. Vi holdt sammen mod de andre Blok-børn. Vi legede Sparke til bøtten, Stikbold MED en stor spytklat, Jeg melder krig mod…, marmorkugle og glaskugle leg på kloakdækslet, hop i sjippetov, hinkestensleg, Tag den ring og lad den vandre, elastikleg, Kaffen er varm kaffen er kold, rulleskøjteløb langs parkeringspladsen (regulerbare, så vores sko passede til dem), skøjteløb på dammen helt uden voksenopsyn, og man huskede lige at passe på, hvor isen var tynd, for dammen var jo bundløs! (var man heldig havde man et par nye hvide i kunstlæder, ellers havde man et par, man havde arvet). Der var også yoyoer og klik-klakkere (gjorde sindsygt ondt, hvis de ramte ens fingre – vel egentligt et potentielt mordvåben!) . Vi byttede glansbilleder og klistermærker, og vi fik også cyklet en del…bare cykle rundt og se, hvad der skete rundt omkring – cyklen havde man højst sandsynlig også arvet, OG der var ingen gear eller håndbremse på, men MED dynamolygte! Cykelhjelmen hørte dengang fremtiden til. Var vejret ikke til andet, OG når vi var på ferie ved vores bedsteforældre, ja så spillede vi Yatzy, Matador, forskellige kortspil, og vi farvelagde den ene malebog efter den anden. Vi legede også gemmeleg både inde skabene og under sengene.

Vi kunne selv finde ud af det – ingen pædagoger eller lærere, der kom med forslag til vores lege – vi kunne HELT selv.

Sport kunne vi også gå til. Der fandtes så ingen kæmpe trampoliner og nymodens gymnastikredskaber. Jeg gik til Jazz-gymnastik i den kolde gymnastiksal på skolen. Vi havde altid gymnastikdragt på, OG gymnastikskoene var enten hvide eller sorte. Bagefter badede vi i halvkoldt vand – ALLE badede HVER GANG. Det med badet galt også, når jeg trænede og spillede kamp i håndbold- Vi trænede i øvrigt i mange år i en boblehal – det kunne være koldt, når vi gik fra klubhusets TO omklædningsrum ud i det fri for at gå ind via boblehallens svingdør. Havde det regnet, skulle man lige passe på, at man ikke gled langs banens røde belægning, der kunne give brandsår, for så var der helt sikkert vand langs det yderste af banen. Der var altid fyldt op på tilskuerpladserne – der var nu heller ikke særlig meget plads på de bænke, der stod langs med banen. De var pakket godt ind på bænkene, de tilskuere, når der var koldt udenfor🙂. Vi købte selv vores klubdragt, og vi overlevede uden en vanddunk – lidt koldt vand fra klubhusets eneste toilet, hvis vi kunne nå det i pausen. Til vores udekampe blev vi fragtet i forældres biler. Var der ikke biler nok, ja så sad vi godt proppet på bagsædet – der var jo ingen seler, så der kunne være plads til en del deromme🙂. Klubdragten, knæbeskyttere og håndboldskoene var enten fødselsdagsgaver eller julegaver. Vi trænede nødvendigvis ikke i tøj af noget kendt sportsmærke. Jeg kan huske, at jeg en gang fik et par Puma håndboldsko i julegave. De var VILDT flotte, de var gule🙂.

Jeg gik også til spejder. Jeg gik selv derhen og hjem igen. Det var ret uhyggeligt at gå gennem området ved den udtørrede mose HELT uden belysning!

Når jeg gik i skole – ja, jeg GIK HELT SELV, så skulle jeg igennem en tunnel, der slet ikke var overbroderet med graffiti! Min mor forbød os at cykle i skole, for tænk, hvis nogen så ville pifte min gearløse arve-cykel🙂.

Jeg fik dog lov til at cykle til dans, som foregik i forsamlingshuset. Ofte fik vi 1 krone med, som vi kunne snolde for på vej hjem ved den LILLE købmandsforretning, som lugtede af gammel mand – indelukket og røget. Så købte vi Polo eller Spunk. Vi cyklede i øvrigt altid på fortovet…det var nok mest sikkert, selvom jeg en gang kørte direkte ind i en lygtepæl🙂. Jeg husker i øvrigt, at det kun var til det årlige afdansningsbal, at pigerne havde kjole på. Mødrene havde højst sandsynlig selv stået for kjole-kreationen.

Når vi var i biografen foregik det oftes i forsamlingshuset – der har jeg godt nok set en del Soldaterkammerater film. Senere fik vi en lille biograf i byen. Der var vel højest plads til 30 mennesker i den eneste sal, den bestod af.

Der var én tv kanal i vores hjem – DR.  Nuvel så vi Tv avisen og Tv aktuel, men det var sammen med vores forældre. Og jo, vi kunne også blive bange, når der kom uhyggelige nyheder. Men dem var der slet ikke så mange af som i dag. Jeg husker tre ting fra Tv avisen (KUN tre), som gjorde mig bange. At dø af kræft, at der skulle komme en atomkrig, OG at ham øksemorderen, der var sluppet ud fra et sjællandsk fængsel skulle komme og slå mig ihjel. Da jeg slet ikke kunne falde i søvn, fordi jeg troede, at ham øksemorderen kunne brage ind ad min dør der midt om natten, fik min far beroliget mig ved at forsikre mig om, at øksemorderen ikke kom til jylland, og da slet ikke op på 2.sal i den blok, vi boede i🙂.

Ellers husker jeg børneprogrammerne Kikkassen med Ingrid og Lillebror, Kaj og Andrea med Poul Kjøller og Kjeld Nørgaard og selvfølgelig Jørgen Clevin, der klippede og klistrede i et væk. Tv serier var der få af - Huset på Christianshavn var et hit. Der var ikke så meget sport i tv den gang. Da jeg kommer fra en sportsfamilie, ja så så vi både speedway, fodbold, håndbold, badminton og tennis, når det var på programmet.

Mobning fandtes ikke den gang. Vi kendte i al fald ikke ordet, og der var ingen lærere indblandet, når der var nogen, der fik bank på vej hjem fra skole – så kunne de ligesom bare lære det. Lære at makke ret og indordne sig. Lærerne havde vi respekt for. Vel ene og alene, fordi vi var opdraget til det. Om det så var for min nymodens klasselærer, der ret tit var syg om mandagen, fordi (sagde rygtet) han skulle sove hash rusen ud, eller det var for min historielærer, der bad os læse fra side til side der i STILHED, mens han sad med det ene øre tæt opad kaldeapparatet, hvor han kunne høre radioavisen, mens han røg sin cigar.

Der var få dagplejere og kun én børnehave, der hvor jeg boede. Der var ingen SFO på skolerne, for der var rigtig mange hjem, hvor det kun var faren, der var udearbejdende. Der var et enkelt fritidshjem, hvor man skulle skrives op, for der var kun få pladser. Jeg var med på den første årgang, der gik i Børnehave klasse på min skole. Der var 2 klasselokaler. Da vi var en stor årgang….faktisk 6 klasser, ja så gik vi der på 3 forskellige tidspunkter af dagen. 1. hold kl. 8 – kl. 11, 2. hold kl. 11-14, og så 3. hold, hvor jeg var på, kl. 14 – kl. 17. Det var rigtig hyggeligt at gå i Børnehave klasse. Vi havde vores egen skolegård med moderne legefaciliteter. Indenfor var der legesager, og hver 14.dag, så var der to elever, der fik lov til at lave deres helt eget mad i køkkenet, der var i lokalet – jeg kan huske, at jeg lavede kartoffelmos og millionbøf sammen med en klassekammerat🙂

Til børnefødselsdagene var vi kønsopdelte, så jeg kender kun til pigefødselsdagene. Forinden fik vi en flot invitation i en kuvert. Fødselsdagene foregik i private hjem, og vi enten gik eller cyklede selv derhen. De varede fra kl. 14- kl. 17, og vi fik boller og kagemand med slik på, efter fødselaren havde åbnet sine gaver, som oftes var 5 kr., som var klistret fast på et kort. Dertil fik vi én sodavand…i flaske….med sugerør. Herefter fandt vi selv på forskellige lege. Vi legede ofte Den som flaskehalsen peger på. På et tidspunkt kaldte fødselarens mor på os, for så skulle vi afslutte med trefarvet is, vafler og én sodavand hver. Det var lidt udsædvanligt for min klasse, at vi var til én fælles fødselsdag om året. Det var ved dyrlægens datter, og de var vist ret rige, for vi kunne alle være i deres have OG i deres indendørs swimmingpool🙂.

I de større klasser var man i dansk og matematik inddelt efter evne – på Grundkursus eller på Udvidet kursus. Der fandtes ingen uddannelsesplaner, vi skulle udfylde i Folkeskolen. Var man klog nok, så kom man på gymnasiet – der var der så kun 6, der var fra min klasse ud af 26 elever. Her gik man så på enten den sproglige eller den matematiske linie. Ellers kom man i 10´ende og derfra enten på EFG eller HF.

Jeg husker, at det var slemt, hvis man fik lus. De børn blev der set ned på. Det var i forvejen sølle stakler, der nok ikke kom i bad ret tit. På min skole, hvor vi var over 600 elever, var lus i øvrigt en sjældenhed – de lever så i bedste velgående i dag blandt mange velsoignerede børn🙂.

Børnelokkere var alle vi børn bange for. Vi anede bare ikke, hvad de egentlig gjorde udover at lokke børn med slikkepinde….pædofil, nej det ord var ligesom ikke opfundet den gang i vores verden.

Som barn vidste vi godt, hvordan man fik børn – den viden gik vel fra mund til mund, for det var ikke rigtig noget, vi talte om derhjemme. Ordet sex blev vi først vidende om op i teenageårene. Det var først dèr, at en kejtet sundhedsplejerske viste os, hvad et kondom var.

Jeg mindes ikke, at jeg vidste, hvad en psykolog faktisk lavede, udover at det var sådan en, som sindsyge mennesker gik til behandling ved. Der var ingen skolepsykolog på min skole. Jeg mindes ikke, at børn og unge var deprimerede – ej heller, at de skar i sig selv. ADHD, ADD, Tourettes syndrom,  Aspergers syndrom og fødevareallergi, var også ukendte diagnoser for os. Vi kastede i øvrigt heller ikke sten ned fra motorvejsbroer. Der var dog børn, der rapsede i butikker og nogle gik på æblerov i folks haver.  

Det er ufatteligt hvor meget, der er sket siden den gang. Der er sket så mange fantastiske fremskridt indenfor mange områder over en forholdsvis kort periode. Dog misunder jeg slet ikke børn og unge af i dag. Jeg er glad, fordi jeg fik lov til at vokse op i en lille verden, der var mere overskuelig og mere tryg🙂

Der poppede lige et citat op. Don´t care for those who ignore you. Care for those who are ignoring others for you.

Kender du det, at du pludselig savner noget ved mennesker? Måske de nu er døde eller måske de ligesom bare gled ud af dit liv. På den anden side er der ting, du bestemt ikke savner.

Vores hjerner er jo vildt unikke. En duft, en lyd, en smag, en berøring eller et syn kan i løbet af et split sekund få dig et helt andet sted hen.

Pludselig sidder du og spiller yatzy med dine bedsteforældre, mormor laver sine dejlige frikadeller med ”beskidt” sovs eller måske morfar skælder ud, når du tygger tyggegummi med åben mund der på bagsædet i hans Lada.

Det kan selvfølgelig også være, at en ellers sød kat uventet gnider sig op ad dit ben, og du får lyst til at sparke den rigtig hårdt, simpelthen fordi din hjerne husker dengang, du sad på en vippe, og en jaloux pige kom forbi og kastede hendes kat op i hovedet på dig – sølle kat og sølle dig med rigelige kradsmærker i ansigtet.

Måske når du ser noget, der er neon grønt, så befinder du dig pludselig ude på en motorvejsindkørsel sammen med to andre unge piger – I tre klædt i ens farvede neongrønne  polo t-shirts- uden penge og bagage netop sat af fra en mini bus af nogle halvsure ”kammerater” på vej hjem fra Ø-mesterskaber på Avernakø. Og så står I der i en tid, hvor mobiltelefonen ikke var hvermandseje, og må gøre noget, I slet ikke må – I tomler den, og bliver kørt helt hjem af flinke mænd, der slet ikke er børnelokkere eller voldtægtsforbrydere, men som har god plads i deres autocamper, hvor I bliver budt på champagne, som I selvfølgelig siger nej tak til – I er ikke helt klar over, hvem de er, fordi I ikke har forstand på deres sport. I får ikke svar på jeres spørgsmål, da I finder ud af, at det handler om motorsport; var det Thorkild Thyrring, eller var det en helt andet? Og så afføder den neon grønne farve flere minder. Tiden i delelejligheden, sport, fester, slankekure, kærester og kærestesorger…og det at miste forbindelsen til en ven, der var der for en. Det at mødes igen efter 20 år med så megen livsbagage og så alligevel være på samme bølgelængde som 20 år tidligere. Den overvældende glæde, som varer lige til, du igen mister din ven, som så tidligt må herfra.

Rigtig mange har vadet ud og ind af dit liv gennem årene. Så mange gode minder – der har selvfølgelig også været dårlige, som aldrig slettes, men de gode, det er dem, der opvejer det hele🙂.

Du er ikke så naiv mere. Du fornemmer bedre, hvad der er godt eller skidt for dig. Nogle bliver du nød til at ”udholde” – kan være arbejdskolleger, der måske ikke lige er din kop te….du er så heller ikke deres🙂

De rigtige venner, dem lærer du at værne om. Dem, du vil gøre alt for, og som gengælder din tillid og kærlighed. Så er der dem, som du umiddelbart tror, der er dine venner. Dem der, når du en sjælden gang beder om hjælp, vælger at nedprioritere dig, selvom du altid var der for dem ved deres det mindste pip. Dem må du for din egen skyld vælge kun at være et af dine fortidsminder.

Når du tænker på ægte relationer så lad være med at bekymre dig om mennesker, der ikke vil dit bedste. Vis din kærlighed og omsorg til dem, der prioriterer at have dig i deres liv.

Jeg er virkelig så taknemlig🙂 Sidder herude på min terrasse og nyder morgensolens stråler, der varmer helt ind i min sjæl. Jeg fyldes af alle de gode ting, jeg får givet i mit liv. Ingen forventninger til mig selv om det, som også kommer. Bare nyde, nyde, nyde….

Man kan have så mange ønsker og forventninger til livet – så mange, at man kommer til at træde vande. Så mange, at man helt glemmer blot at nyde svømmeturen.

Hvem siger, at det er lykken at knokle røven ud af bukserne for at komme på den drømmerejse, få den smarte bil eller det perfekte hus? At stress er lykkens forudsætning må også være et af tidens onder.

Har jeg måske ikke et lykkeligt liv, fordi jeg ”går glip” af noget? Kunne det ikke tænkes, at det at ”gå glip” af noget kan være befriende? Og hvad så, hvis jeg dør om ti år, og jeg ikke har nået det ”man skal” for at opnå den påståede lykke? Dør jeg så som et ulykkeligt menneske? Næ, vil mit simple svar være. For så vil jeg dø med fred i mit sind.

Indre fred begynder i det øjeblik, du vælger ikke at tillade, at udefra kommende forventninger styrer dit liv🙂

Fordi jeg selv er fyldt op af så meget god energi, har jeg sådan en lyst til at sende positive energier til dig.

Jeg har så meget at være glad over. Så meget smukt og så megen glæde, jeg bliver mødt af i mit liv. De dramaer, der har fulgt mig, er forsvundet. Nogle brugte jeg mange energier på, og det var godt givet ud, fordi jeg ser det vendte noget for nogen – som om, de kom ud på den anden side som et nyt og livsglad menneske. Andre, jeg brugte mange energier på, har ikke skabt synlige forandringer omkring deres liv. Ikke at jeg glædes over dette, men jeg gjorde, hvad jeg skulle, og jeg fik en vigtig forståelse med på den vej. Nemlig, at nogle dramaer simpelthen ikke er mine.  Det har givet mig en slags opvågning, hvilket har lettet det, der tyngede mine skuldre. Så disse energier var på heller ingen måde givet dårligt ud🙂

Min holdning er, at man skal hjælpe der, hvor man kan. Man skal dog i alt det her huske noget meget vigtigt – nemlig sig selv. Jeg tænker ikke her på, at man skal slå frontallapperne fra og lade reptilhjernen overtage styringen🙂. Slet slet ikke. Det er bare så vigtigt, at man også husker at tage de positive ting ind og vokse i glæden.

 Samlet set er de små glæder i livet noget stort🙂

Messenger is the best way to communicate with all the people and businesses in the world.

Ovenstående er et citat fra Messengers egen Facebook side.

Jeg får her lyst til at sige hallo. Vel helt misvisende, for det kender vi jo fra den gode gammeldags telefonsamtale.  Telefonsamtalen, som er kendetegnende ved, at vi kommunikerer med hinanden. Vi taler sammen. Om det er den pisse irriterende telefonsælger, en ven, en kollega, en klient, et familiemedlem…..begynder samtalen med en præsentation. Okay, så er vi klar over, hvem vi har i røret. Herefter introducerer den der ringer op, hvorfor vedkommende ringer. Okay, så er vi klar, og samtalen kan begynde. Når samtalen slutter, er vi slet ikke i tvivl om det. Afslutningsreplikken kan være et høfligt Hej – Vi snakkes ved, Vi ses, Kan du nu have det godt……kan også være efter man mødes tilfældigt med én i supermarkedet, eller når man som gæst tager afsked med sin vært.

Via samtalen gennem Messenger kan vi hverken høre eller se vedkommende, der henvender sig til os. Helt uden synligt kropssprog eller fornemmelse for, om trykket ligger det rigtige sted i sætningerne. Det kan i sig selv være en stor svaghed i denne form for samtale. Et eksempel; Så du ham? Betyder det lige: Så du ham? Eller betyder det: Så du ham? Ligeså kan det forvirre og irritere en med de udtryk, der gør vores sprog så fattigt. Hvorfor skriver man K i stedet for Okay? Hvad betyder f.eks. Dafa?

Noget, der kan pisse mig totalt af gennem en samtale via Messenger, er dog noget helt andet. Man modtager en besked, der lægger op til en samtale. Man er høflig og går naturligt ind i samtalen. Så sker der ikke noget. Man kan se, at personen er online, men så sidder man der og venter, mens man ser på de der berømte …………. , der lystigt hopper og danser. Der går lang tid, mens man sidder der i forventningen om, at der kommer en lang besked retur. Endelig kommer beskeden, og det kan sagtens være et Ok, et Ja, et Nej eller en smiley. Tænk hvis du i stedet bliver ringet op. Vedkommende spørger dig om noget. Du svarer, og så svarer de ikke tilbage. Så vil du synes, at vedkommende er skide uhøflig. Det samme er tilfældet, hvis du sidder i en forsamling og en henvender sig til dig og påbegynder en samtale. Du svarer selvfølgelig høfligt tilbage, men så i stedet for at fortsætte samtalen, så enten henvender vedkommende sig med det samme til en anden, eller vedkommende sidder bare og stirrer tomt ud i luften…så sidder du bare der som et stort spørgsmålstegn.  

Sig mig er vi enten ved at blive en befolkning af selektive mutister eller gider vi simpelthen ikke hinanden? Er vi så uinteressante, at man lige skal tjekke først, om der er noget, der er mere interessant, før man gider at være nærværende i samtalen? Det kan da ikke være så svært at skrive kort tilbage, hvis det er så nødvendigt, at der skal en pause til i samtalen : Jeg skriver lige tilbage senere.

Jeg kan i øvrigt rigtig godt lide, når mine døtre skriver til mig via Messenger – altså, når de henvender sig til mig. Så skriver de: Mor. Når jeg så har skrevet Ja, så starter samtalen…med mindre jeg lige har gang i noget. Ja, så skriver jeg selvfølgelig, hvorfor jeg ikke kan skrive lige nu.

Så er Messenger den bedste måde at kommunikere på med mennesker og virksomheder i verden? Dertil kan jeg kun svare Nej.