Jeg har ikke rigtig haft tid til at skrive ”Ugens ord” på det sidste. Ikke fordi, jeg ingen ord har haft – tværtimod! Nogle gange kan man have så meget inde i sit hoved, at det kan være svært at få det ud. Det sætter sig som en byld, der ligesom bare vokser og vokser – lige til den dag, det betændte er forsvundet. At få en byld i ny og næ, tager man som sådan ikke skade af. I al fald ikke så længe, der findes helbredelse🙂.

Jeg synes, at jeg har haft mange prøvelser gennem de sidste 20 år, og jeg troede egentlig, at det nu var min tur til at nyde livet fuldt ud. Egentlig har jeg ikke ondt af mig selv, men jeg har godt nok gjort mig mine tanker. Bl.a. tænker jeg lige nu: ”hvordan kom det dertil, at jeg nu også skal et smut forbi Børne- Unge Psyk. med min yngste. Det er jo ikke hende, der har Aspergers Syndrom, Tourettes Syndrom eller nogen af de andre ting, som mine to ældste fik som lod her i livet.

Har altid tænkt, at der altid er noget, som kan være værre. Det har båret mig igennem alle de kampe, jeg har kæmpet for mine børn. Den tankegang, stod helt klar for mig i denne uge, hvor det værste skete for en tidligere kollega. Nemlig pludselig død efter et kort sygdomsforløb. Et menneske, som altid strålede som en sol. Et menneske, som vi bare alle holdt så meget af. Et menneske, der var ren i hjertet…❤.

Så ja, man kan godt sige, der er ting, der er værre…….Men når mennesker har det så skidt med sig selv, og ingen tager dem alvorligt, så findes der ingen ting, der er værre. For nogen vil døden være en befrielse. Det er så trist, og jeg har sagt det før: Er vi virkelige så hjerteløse i Danmark? Hvad bilder vi os ind, når vi ikke hjælper dem, som har brug for det? Hvordan kan vi med god samvittighed dømme nogen ude? Vi er alle mennesker, der blev bragt til denne verden for at søge efter og give det gode. INGEN af os har fået tildelt en almægtigst egenskaber. Vi er lige….vi er lige meget værd🙂

Jeg har i dag set et klip fra den kommende dokumentarfilm ”Lena og alle de andre…” (se link). Vi kan bare ikke være det bekendt!

Ønsker jer alle skønne øjeblikke til enhver tid:🙂

Nogle gange kan man blive så træt i hovedet af at spekulere over, hvorfor vi i Danmark ikke tager os af hinanden. Hvad er det ressourcerne bliver brugt på? Skal vi spare og i så fald, hvad skal vi spare på? Og kan det i sidste ende komme til at koste dyrt at spare?

Jeg er ikke selv økonom, selvom den slags kloge hoveder er ved at være overrepræsenteret i min familie 🙂.  Et eller andet sted må det da være logisk, at når mennesker bliver omsorgssvigtet, vil de store menneskelige omkostninger herved komme til at betyde omkostninger for samfundet regnet i kroner og ører.

Er vi virkelig så fattige i Danmark? Så fattige på empati og fornuft?

Jeg bryder mig ikke om, at vi skærer på ældreplejen,  skolevæsenet og sygehusvæsenet. Det kan vi ikke være bekendt overfor hinanden. 

Jeg er jo selv lærer, så jeg ser selv, hvordan sparekniven rammer børn. De børn, der skal inkluderes i ”almindelige” overfyldte klasser, rammes hårdt. Klasser, som de slet ikke kan rumme at være i. Der følger ikke ressourcer med til disse børn. ALLE bliver ramt på sjælen af dette. Både børnene, forældrene og lærerne. Undervisningen er ikke optimal, for selvom man ”løber” hurtigt, så når man ikke i mål. En del lærere går naturligvis ned med flaget pga. dette – nogle fravælger helt deres erhverv. De ”svage”, som man ikke når, bliver ikke stærkere. De ”stærke”, bliver heller ikke stærkere. Vi svigter dem, mens de pines med at være MANGE timer i skolen. Timer, de kunne have brugt på rolige og selvvalgte sociale aktiviteter. Vi stresser dem allerede som børn. Det kan vi ikke være bekendt overfor hinanden.  Når de så virkelig får brug for professionel hjælp, så kommer de på en venteliste, for vi har jo også valgt at skære ned på de ressourcer. Imellem tiden får børnene det mere og mere dårligt – ja det går ud over hele familien. Det kan blive til mange ”barnets først og anden syge dag”…..og sygemeldte forældre. Det KOSTER mange penge!

Vi kan alle blive ramt af en depression. Det kan der så være mange årsager til, men igen hjælpen er ikke lige om hjørnet. Vi skal vente og vente og vente. Og så bliver vi endnu mere syge. Mennesker kan blive skubbet ud af arbejdsmarkedet pga. dette. Økonomisk set får de et smæk, som meget vel kan gå udover familien, fordi alting så bliver så meget sværere oveni sygdommen.  

Jeg kender selv til systemet dels fra mit job som lærer, men i høj grad også som mor til børn, der ikke fik hjælpen, når de havde brug for den. Et eller andet sted har de så været ”heldige” med, at jeg har kunnet kæmpe for dem. Men det kan ressource svage forældre jo ikke. Det skulle ikke være nødvendigt at kæmpe for sin ret til en ordentlig behandling, når man har brug for den. Det kan vi ikke være bekendt overfor hinanden.

Alt i alt berøver vi mange mennesker for livskvalitet, fordi vi skal spare. ”Sparetyven” må stoppes nu, så vi kan bringe mere glæde ind i hinandens liv…..

Jeg faldt over en artikel i Kristligt Dagblad med overskriften ”Berøring kan give ældre en bedre hverdag”. Artiklen handler om, hvordan demente oplever hudsult. At mange demente sulter i deres sanser, og det har stor indvirkning på deres adfærd – på deres livskvalitet. At berøring kan forandre hverdagen for ældre på landets plejehjem.

 Der findes en ny uddannelse, hvor man uddanner ”Cuddlere”, som er en terapiform, hvor man arbejder med berøring, uden at der er en seksuel kontakt. Der fortælles i artiklen, at demente, der ”hudsulter”, kan gå rastløse frem og tilbage på gangen og gnide sig selv op ad armene eller benene, eller de bliver urolige og råber. En tillægsgevinst man har registreret ved at arbejde bevidst med berøring af de demente – en hånd på skulderen, en arm om ryggen og nogle minutters massage om fødderne, når plejeren alligevel skal hjælpe strømperne på – kan være mindskelsen i brug af sovemedicin for nogle beboere.

I artiklen fortælles det, at vi er blevet mere intime i det offentlige rum i omgangen med hinanden og udveksler knus i et omfang, som man ikke tidligere har set. Men men men, der, hvor det kniber er i det private intime liv, hvor vi har mindre kropskontakt. Det daglige nærvær glemmer vi – igen mange brudte forhold og dating cirkusset med tendensen til præstations-kærlighed, hvor man skal være klar til sex, hvor det daglige nærvær vælges fra.

Om vi er demente eller ej, så handler det om, at vi alle har brug for nærvær i form af kropskontakt i vores hverdag. Jeg tænker, at vi ofte mister fokus på det, som virkelig betyder noget. Vi vil så meget, fordi vi har så mange muligheder. Vi dyrker vores interesser, som bestemt er sundt og givende, så vi ikke lever i et symbiotisk forhold, hvor vi glemmer os selv. Men det kan blive for meget med denne ”selv-dyrkelse”. ”Os-dyrkelsen” skal der også være plads til, for at vi kan føle os som hele mennesker…..

Husk at være til stede i dit forhold. Dyrk det intime. Vær der for hinanden. Kys, kram og elsk hinanden HVER DAG❤

”Løfte” er et ord med flere betydninger.

Det kan være en ytring, hvormed man siger ”ja” til eller forsikrer om, at man vil gøre noget eller give nogen noget i fremtiden. Med sit løfte giver man grund til at andre kan forvente noget (godt) i fremtiden. Altså en påvirkning, der indebærer en mærkbar positiv udvikling af et foretagende, en persons liv el.lign. I flæng vil jeg nævne klosterløftet, munkeløftet, kyskhedsløftet, lægeløftet, præsteløftet, tavshedsløftet og ikke mindst ægteskabsløftet. 

Det kan også betyde en bevægelse, hvorved man løfter noget – symbolsk, at man bærer en byrde. Både ved det konkrete og symbolske kan der være risiko for skader….på ens legeme og ”sjæl”.

Det kan være svært at holde et løfte, som det kan være svært at bære en byrde. Bag ved ordets betydninger ligger der en tilfredsstillelse. Man udfører noget, der gør godt. Godt for sig selv og/eller godt for andre.

Ordet ”Løfte” er således forbundet med modsætningerne ”at skuffe” og ”at glæde”. Hvorfor holder vi ikke vores løfter? Hvorfor kan vi ikke bære vores byrder? Hvorfor sker der et ”løftebrud”?

Nogle vil mene, at løftebrud kan gøre en lykkelig. Det kan det vel sagtens, hvis man skilles pga. et ikke givende forhold. Men tilbage står man alligevel med skuffelsen. Ens egne forventninger blev pludselig en utopi. Det ville man gerne have være foruden, fordi vi for alt i verden vil undgå smerte.

Nogle vil hævde, at mennesker ”uden” samvittighed ikke smertes af egne løftebrud. Men er det nu også sandt? Jeg tror det faktisk ikke. Alle søger vi anerkendelse….kærlighed. Selv den ”hårde banan”, der sidder i fængsel, fordi han endnu en gang har slået et andet menneske ned, som udadtil ikke angrer, ja selv han føler skuffelsen. For der fulgte ingen anerkendelse eller kærlighed med straffen. Internt i det kriminelle miljø kan han have fået anerkendelse…..men INGEN elsker ham for hans ugerninger. Så på et eller andet plan kan løftebrud også have noget at gøre med manglende selvindsigt…….fravær af kærlighed fra andre og til en selv.

Når nu politikkerne, som vi jævnligt ser, bryder deres løfter, ligger der noget helt andet bag. De skuffer os, når de ikke holder, hvad de lover. Uha, de står ofte til ”øretæver” hos os vælgere. Her er det straks mere kompliceret. Her har det at gøre med et hensyntagen til mange faktorer. Det er ikke for at holde hånden over dem, men det er altså nemt bare at kritisere, når vi ikke har indsigt i alle disse faktorer.

Problemet er jo, at jo flere skuffelser, vi møder, jo mere mistroiske bliver vi. Vi kan ende med at blive en nation af ”brokrøve”. Sådan skal det jo ikke være. Vi skulle gerne lære noget af vores skuffelser. Hævn eller gengæld kommer man ingen vegne med. Det udtrykker bare, at vi i selvynkens mørke regredierer…..vi er pludselig det lille barn igen. Det er så synd for os, og den eneste måde, vi kan komme af med skuffelsen på, er ved at skuffe andre.

Jeg skriver ikke det her, fordi jeg vil undskylde vores mange løftebrud. Det, jeg tænker, er, at det er nødvendigt, at vi selv tager ansvar for, hvordan det videre skal gå i vores liv. Og ja, nogle har sværere ved det end andre. Det er så her, vi kan gøre en forskel. INGEN kommer videre i deres selvforståelse, hvis de konstant dømmes. Det er vores opgave at møde hinanden med anerkendelse og kærlighed. Vi vil så alle ”vokse”, og verden vil blive et smukt sted at leve i.

Lad os sammen løfte i flok……

Måske kender du det, at du undrer dig over ting, der sker i dit liv.

Du har mødt mennesker i livet, som for altid får en stor betydning for dig. Du føler, du har oplevet tingene før. Du fornemmer, når noget vil ske. Du oplever ting, som ikke kan forklares rationelt. Du søger efter meningen med det hele…

Mennesket har til alle tider søgt en mening med livet. Religioner opstod. Nogle er gået i glemmebogen, andre er vokset, er blevet delt eller har ændret sig radikalt. Nogle religioner er forholdsvis små.

Bare et udpluk: Egyptiske religion, Inuitreligion, Jødedom, Hinduisme, Græsk mytologi og religion, Keltisk religion, Buddhisme, Konfucianisme, Kristendom, Daoisme, Islam, Nordisk religion, Den ortodokse kirke, Inkaerne, Sikhisme, Protestantisme, Mooen-bevægelsen og Juche.

Der findes også en udbredt tro på det alternative. Det kan f.eks. være healing, clairvoyance, zoneterapi, akupunktur, hypnose, kinesiologi, massage og psykoterapi.

Hvad vi søger forklaringer på, eller hvilke veje, vi går i vores søgning, er således forskellige. Nogle hævder, at de kender den endegyldige vej, men mon ikke det skyldes, at de ikke har været ude på mange vandringer? Som bekendt, så fører mange veje til Rom..... 

Jeg har set en meget interessant udsendelsesrække via DR1, hvori man prøver at belyse uforklarlige fænomener på en rationel måde. 

Lever bevidstheden uafhængig af vores hjerne? Kan man helbredes ved tankens kraft? Har vi levet før? Har vi en 6. sans?  

Udsendelsesrækken hedder ”Tankernes kraft – Sjæl og videnskab”. (Se link).

Ønsker jer alle en god uge….måske I møder noget uforklarligt 🙂